Velfærdsministeren må gribe ind
- sanktioner mod kommunerne nu
Den tragiske sag på Amager har endnu engang fået politikerne til at skændes om ansvaret for det massive svigt i forhold til de udsatte børn. Og mens politikerne skændes ligger alvorlige sager og venter i bunkerne. Børns Vilkår kræver, at velfærdsministeren nu griber ind med en kortlægning af problemernes omfang og med sanktioner mod kommuner, der svigter de udsatte børn.
I den tragiske sag fra Amager, hvor en 16-årig dreng er død efter et brutalt overfald, har moderen til to af de sigtede drenge tilsyneladende bedt kommunen om hjælp mange gange – uden resultat. I sidste måned slog sagsbehandlerne i Kalundborg Kommune alarm, fordi de ikke længere kan overholde reglerne om udsatte børn. Og i 1/3 af alle børnesager lever kommunerne ikke op til lovgivningen.
Hver gang en ny sag rammer medierne, skændes folketingspolitikere og kommunalpolitikere om ansvaret. Regeringen siger, at kommunerne nu må tage sig sammen og sætte ind med forebyggelse og behandling. Kommunerne siger, at de mangler ressourcer og mandskab.
“Det er en pinlig forestilling – hver gang. Og mens de ansvarlige skændes om ansvaret, ligger der med garanti alvorlige sager i de bunker, som sagsbehandlerne ikke kommer igennem. Og vi ved ikke, hvor det går galt næste gang. Vi har tilsyneladende ikke lært af Tønder-sagen og alle de andre sager. Spørgsmålet er, om ministeren efter den tragiske sag på Amager nu har mod til at handle i stedet for blot at skælde ud,” siger formand Peter Albæk fra Børns Vilkår.
Børns Vilkår kræver, at velfærdsministeren laver en samlet kortlægning af, hvor ofte kommunerne handler og ikke handler, samt hvor hurtigt, når de får underretninger, eller når forældre eller børn henvender sig for at få hjælp. Samtidig kræver Børns Vilkår, at ministeren indfører sanktioner mod kommuner, der svigter ansvaret for de udsatte børn.
“For to år siden var fokus på Tønder, for en måned siden Kalundborg, i dag Københavns Kommune og i morgen er det et helt andet sted. Hver gang er politikerne lige oprørte og forargede. Men de ser det som enkeltstående problemer i enkelte kommuner. Men det her er toppen af isbjerget. Det kan vi se. Og når man i årevis blot har skældt ud, må tiden være moden til sanktioner,” siger Peter Albæk.
En model kunne være at etablere et eller flere team af sagkyndige under f.eks. Ankestyrelsen, der forpligtes til konkret at gå ind i sager, som kommunerne ikke løfter. Vel og mærke på den enkelte kommunes regning for både foranstaltninger og omkostninger til sagsbehandlingen. Med en bedre statistik bliver det også mere tydeligt, hvor der er behov for at sætte ind.
“Det skal koste dyrt at svigte det kommunale ansvar, så kommunerne har incitament til selv at løfte opgaven. Men det skal jo ikke bare være en bøde. Det gavner ikke de udsatte børn. Så vi er nødt til at finde en løsning, der også hjælper de udsatte børn og deres familier,” siger Peter Albæk.
Yderligere oplysninger: Formand Peter Albæk, telefon 24 42 82 72